Under COVID-19-pandemien gennemførte Kina et omfattende eksperiment for at se, om det var muligt at begrænse overførslen af denne virus inden for landet og forhindre, at den blev bragt ind i landet af rejsende fra udlandet. Efterhånden som begivenhederne udviklede sig, blev denne fremgangsmåde kendt som "nul COVID-strategien". Virkede den? Svaret er på en måde, men den måtte opgives på grund af konsekvenser, som ikke kunne forudses, da strategien blev iværksat.

Men lad os først se på de specifikke foranstaltninger, der indgår i "nul COVID-strategien". For at gøre det skal vi helt tilbage til januar 2020, da Kina indså, at de skulle indberette 40 usædvanlige tilfælde af alvorlig lungebetændelse i byen Wuhan. Det var de første officielt rapporterede tilfælde af COVID-19-pandemien, og meget hurtigt blev sygdommen overført af rejsende til andre lande. Et nyt og nyt coronavirus blev ret hurtigt identificeret som årsagen, men man vidste kun lidt om, hvordan dette virus ville påvirke befolkningen. Det var klart, at det blev overført fra person til person, men hvilke foranstaltninger kunne man træffe for at forhindre, at det spredte sig?

Da de enkelte lande indså, at internationale rejsende spredte sygdommen fra land til land, indførte de enkelte lande foranstaltninger for at forhindre eller begrænse indrejsen af mennesker til deres lande. Foranstaltninger som f.eks. indrejseforbud, krav om COVID-testning før ombordstigning på fly eller indførelse af obligatorisk karantæne for rejsende, der kom ind i landet, blev indført i næsten alle lande.

I mellemtiden, da en test for virussen var tilgængelig, iværksatte landene foranstaltninger for at stoppe intern overførsel, f.eks. ved at kræve social afstandtagen, lukning af offentlige institutioner, krav om at bære maske og isolere sig selv, hvis man er syg, og ved at opfordre folk til at blive testet.

Indførelsen af effektive vacciner og nye behandlinger, der drastisk reducerede komplikationer som hospitalsindlæggelse, intensivbehandling og død, ændrede tingene. Pandemien blev mere håndterbar, og behovet for dramatiske foranstaltninger for at forhindre rejsende i at rejse ind i landet og for at standse den lokale smitte blev mindre.

I midten af 2022, da store dele af befolkningen var vaccineret, var der en vis tolerance over for et lavt niveau af overførsel af virus, hospitalsindlæggelse og dødsfald, og næsten alle de tidlige bekæmpelsesforanstaltninger kunne derfor ophøre.

Hvordan klarede Kina sig så i alt dette?

Der blev tidligt taget skridt til næsten at eliminere internationale flyrejser og indenlandske rejser med alle transportmidler. De folkesundhedsmæssige foranstaltninger såsom social distancering, begrænsning af befolkningens bevægelser, karantæne og omfattende COVID-testning blev gennemført med en intensitet, som ikke er set i andre lande. Det erklærede mål var at stoppe al overførsel af virus overalt. Der blev ofte anvendt et "lockdown"-koncept for hele samfund eller endog byer, således at alle bevægelser og interaktioner blev standset. Når der blev mulighed for testning, blev hele byer underkastet COVID-testning og efterfølgende karantæne.

Hvis folk blev testet positive, var der en risiko for, at de ville blive sat i karantæne i flere uger på et hospitalsværelse. Hvis man gik i en butik eller på en restaurant, der havde haft besøg af en COVID-positiv person, kunne man blive tvunget til at opholde sig på et karantænecenter med sparsomme indkvarteringsmuligheder i lang tid. Eller du kan blive låst inde i dit eget hjem uden tilladelse til at forlade det, selv for at skaffe mad. Det samme resultat kunne ske, hvis du bare passerer en smittet person på gaden.

Hvis man var blevet spærret inde i karantæne, blev man ofte udsat for diskrimination efter sin løsladelse.

Testning blev allestedsnærværende. I storbyer som Beijing, Shanghai og Shenzhen med en befolkning på flere millioner mennesker skulle folk testes hver anden eller tredje dag ved en stand på fortovet. Overholdelsen af reglerne blev overvåget via sundhedskoder på ens mobiltelefon.

Der blev indført kinesisk producerede COVID-vacciner, og der blev givet mere end 3 milliarder doser. Undersøgelser viste imidlertid, at de mest anvendte vacciner havde en effektivitet på 51% (CoronaVac) og 79% (Sinopharm), hvilket er betydeligt lavere end de vacciner fra Moderna og Pfizer, der anvendes i mange andre lande.

Tilbage til det oprindelige spørgsmål: virkede alle disse hårde foranstaltninger?

Svaret er, at der ikke var nogen væsentlige udbrud eller "bølger" af infektion i 2020 og 2021. Se denne tabel:

I alt har Kina rapporteret om ca. 10,5 millioner tilfælde og 32 700 dødsfald frem til den 5. januar 2023. I samme periode registrerede USA 101 millioner tilfælde og 1,1 millioner dødsfald.

Selv om der ofte sættes spørgsmålstegn ved de kinesiske datas pålidelighed og nøjagtighed, er forskellene mellem de to lande og resultaterne af deres forskellige strategier betydeligt forskellige.

Men er Kinas nul-strategi bæredygtig? Den er lige gået i stykker. For flere uger siden blev 10 mennesker dræbt af en brand i en aflåst og i karantæne stående lejlighedskompleks i byen Xinjiang. Den ophobede frustration i befolkningen over de restriktive kontrolforanstaltninger kogte over. Der var offentlige demonstrationer i mange byer, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved behovet for fortsatte afspærringer og omfattende testning og karantæne. Befolkningen krævede, at regeringens nul COVID-strategi blev bragt til ophør. De økonomiske omkostninger ved de strenge restriktioner (f.eks. lukkede virksomheder, arbejdsløshed osv.) er også blevet ubærlige.

I begyndelsen af december 2021 ændrede Kina sin nul COVID-strategi med dramatiske konsekvenser. Næsten alle foranstaltningerne i nulstrategien blev suspenderet næsten fra den ene dag til den anden. Som følge heraf oplever Kina en hidtil uset stigning i antallet af sager. Selv om dataene er tvivlsomme, er der rapporter om en stigning på næsten 50%, fra 15 161 nye hospitalsindlæggelser på det kinesiske fastland i den uge, der sluttede den 25. december, til 22 416 i den uge, der sluttede den 1. januar. Det officielle dødstal er underrapporteret, men krematorierne rapporterer, at de er oversvømmet med lig.

Hvorfor skete det? Vi kan spekulere i, at en kombination af faktorer har bidraget til denne eksplosion af COVID. På den ene side førte den pludselige ophævelse af de meget restriktive foranstaltninger til en øjeblikkelig blanding af smittede og ikke-smittede mennesker, f.eks. familiesammenføring, rejser til andre byer, offentlige forsamlinger osv. - hvilket alt sammen øgede risikoen for overførsel af virus. Desuden var store dele af befolkningen ikke beskyttet på grund af vacciner med lav effektivitet.

Endelig, hvad betyder den nuværende situation i Kina for alle de andre lande? På den ene side vil en enorm bølge af nye COVID-19-tilfælde sprede eventuelle nye virusvarianter, når den kinesiske befolkning rejser internationalt. Desuden giver et stort antal virusoverførsler viruset mulighed for at udvikle nye varianter. Men lige nu forsøger Verdenssundhedsorganisationen og sundheds- og regeringsembedsmænd verden over at vurdere den eller de risici, som Kinas COVID-19-problem medfører.

Følg og synes godt om os: